Hammerum Herred er det østligste og største herred i det tidligere Ringkøbing Amt. Det hed i Kong Valdemars Jordebog Hamrum- og Hambrumhæreth og hørte i middelalderen under Hardsyssel. Senere kom det under Lundenæs Len og fra 1660 Lundenæs Amt, som i 1671 blev forenet med Bøvling Amt, indtil det i 1794 kom under det da oprettede Ringkøbing Amt.
Hammerum Herred grænser mod nord til Ginding og Hjerm herreder, mod vest til Ulfborg Herred og Bølling Herred, mod syd til Nørre Horne Herred og mod sydøst og øst til Vejle Amt (Nørvang Herred), Aarhus Amt (Vrads Herred) og Viborg Amt (Hids og Lysgård herreder). Hammerum Herred er det største i landet og er omtrent lige så stort som Lolland.
Hammerum Herred omfatter købstaden Herning og følgende sogne: Arnborg, Assing, Aulum, Bording, Fredens Sogn, Gjellerup, Gullestrup, Haunstrup, Hedeager, Herning, Ikast, Ilderhede, Ilskov, Isenvad, Kollund, Kølkær, Nøvling, Rind, Sankt Johannes Sogn, Simmelkær, Sinding, Skarrild, Snejbjerg, Studsgård, Sunds og Tvis
.